Føles en sushi-menu lige for fremmed for dig, som det kyrilliske alfabet? 😳 Bare rolig, du er ikke alene om at have det så’n. Men det behøver ikke at være så svært. Vi vil nemlig hjertens gerne hjælpe dig med at blive en vaskeægte sushi-aficionado, så du er bedre klædt på til næste gang, der skal vælges fra sushi-menuen.  

Læs vores ‘Sushi fra A-Å’, og bliv en sushi-connaisseur på 1-2-3 👇

Hvad er sushi egentlig? Sushi-historien kort fortalt: Sushi anses for at være japanernes nationalret, men faktisk stammer den oprindeligt fra Kina. Her var det dog ikke en ret, men en metode til at konservere rå fisk. Men i begyndelsen af 1800-tallet var der en genial japansk kok ved navnet Hanaya Yohei, der fandt ud af, at han ville pimpe kinesernes koncept op og gøre det til en spiselig delikatesse. Og wupti – så blev sushien undfanget.

Hvad skal jeg bestille? For en first-timer kan det at vælge fra en sushi-menu måske opleves som lidt af en videnskab. Vi har derfor løftet sløret for mystikken og forberedt et lynkursus til dig. Her afslører vi, hvad der gemmer sig bag de forskellige betegnelser, og hvordan du bygger dit sushi-måltid op.

Nyttige termer

Ebi – er det japanske ord for rejer, som typisk er indbagte, friturestegte og mega lækre! 🍤 

Tempura –  er en traditionel japansk måde at friturestege mad på. Retten er typisk dyppet i dej og frituresteges i kort tid.  

Nori – er sort tang, der anvendes som wrapping af for eksempel en Maki-sushi ( se nedenfor).

Gari – er ingefær, som er skåret i fine skiver og derefter syltet med sukker og eddike. Man spiser ofte gari mellem hver sushi bid, da man mener, at ingefæren renser smagspaletten, så man er klar til næste ret.

Gunkan –  betyder båd på japansk, og det giver god mening i forhold til udformningen af denne hapser. Stykket er nemlig formet som en båd, idet en risbolle udgør bunden, tang udgør siden, og et varieret fyld udgør toppen.

Typiske forretter

Wakame-salat – er en salat lavet af tang. Salaten er yderst næringsrig og indeholder store mængder A-vitamin og kalcium.  

Misosuppe er en næringsrig og kaloriefattig japansk suppe, der hovedsageligt består af dashi (fiskeboullion) og miso (paste af fermenterede sojabønner). Ifølge japansk kutyme er det tilladt at slubre suppen i sig som en kop te. Så, bottoms up!

Edamame – er dampede, ubehandlede sojabønner, der traditionelt er krydret med flagesalt og lidt citron. En lækker lille snack, der er rig på mættende proteiner og fedtsyrer.  

Sushi

Nigiri – er den typiske sushi. Den består af en oval risbolle krydret med eddike, sukker og salt, og er toppet med rå fisk, skaldyr eller grøntsager. 🍣🍣

Maki – er navnet på den rullede sushi. Her er fisk, skaldyr eller grøntsager omgivet af sushi-ris, som videre er rullet ind i et tyndt lag tang. Der findes flere former for maki-rolls, og vi har nævnt nogle af de mest populære nedenunder:  

Hosomaki – er små sushi-bidder der kun indeholder én slags fyld, måske laks, krabbe eller agurk. Hosomaki-sushi er ofte ret tæt og skåret op i små skiver.

Uramaki/-inside-out betyder faktisk “vrangen ud”, og det er meget beskrivende for denne form for maki-sushi. Her er det ris, der danner det yderste lag modsat den oprindelige Maki-sushi, hvor det er tang, der er yderst.  

Futomaki – er store sushi-ruller med masser af lækkert fyld, der er omkranset af ris og tang.

Temaki  er kendetegnet ved sin nori-indpakkede kegleform. I modsætning til andre former for sushi, der typisk indtages med spisepinde, bliver temaki normalt spist med hånden.

Sashimi – er en japansk delikatesse, som udelukkende består af frisk rå fisk eller kød skåret i tynde skiver. Sashimi spises typisk med sojasovs til.

Tilbehør

Wasabi – er en stærk grøn paste, der er lavet af en japansk peberrod. Wasabi er meget stærkt, og påføres typisk fiskedelen af sushien med en af dine spisepinde. Det er i øvrigt fyfy at mixe wasabi i din sojasovs!

Gari/Ingefær – se “Nyttige termer” ovenover.

Sojasovs – anvendes som dip til din sushi. Husk! Du må IKKE drukne risen i sojasovs, det er kun skaldyr, fisk og æg, der lige skal have en lille dukkert.  

Sake – er en japansk risvin, der er fremstillet ved gæring af ris.

Okay venner, så er det på tide at runde dagens sushi-undervisning af. Hvis du har fulgt nøje med, kan vi kun sige et stort tillykke – du har bestået vores sushi-lynkursus og er nu klar til at bestille 👏🏼👏🏼

Bestil din sushi-menu her