Just Eat07.01.2019

Nu kan du få drømmejobbet: Spis takeaway på fuld tid

Markedet for takeaway restauranter vokser kraftigt, og nye restauranter skyder op konstant. For at sikre, at kvaliteten af takeaway er i top, og at de bedste nye restauranter er repræsenteret hos takeaway-portalen, Just Eat, leder man nu efter smagsdommere, som skal spise takeaway som deltidsbeskæftigelse. Et drømmejob, vil mange nok mene.

Danskerne er vilde med takeaway, og den gastronomiske scene vokser som aldrig før. Men det kan være svært at holde overblik over, hvilke takeaway restauranter, der er de bedste. Derfor er takeaway-portalen, Just Eat, på udkig efter danskere, som skal kvalitetssikre udvalget hos Just Eat og lede efter nye gode restauranter. Det fremgår af jobopslaget her.

Hos Just Eat fortæller man, at der er stort fokus på at tilføje nye køkkentyper og restauranter til platformen i takt med at takeaway-markedet vokser, og takeaway er blevet en stor del af danskernes hverdag. Hos Just Eat lægger man desuden vægt på, at den høje kvalitet på portalens mange nuværende restauranter sikres fremadrettet. Derfor vil man involvere danskerne, når maden skal kvalitetssikres, og der skal udvælges nye restauranter, og Just Eat leder nu efter et hold af takeaway-glade danskere, som skal spise sig vej gennem den danske madscene.

Danskernes takeaway-vaner er meget anderledes i dag, end de var for bare få år siden. Hvor det før mest var pizza og burgere på en doven søndag, er det i dag i højere grad et supplement og en hjælp i hverdagen. Derfor er det også vigtigt, at vi har et godt og bredt udvalg af køkkentyper på vores platform – og hvem er bedre til at finde de bedste restauranter end danskerne selv, siger Carsten Boldt, administrerende direktør hos Just Eat.

De kommende takeaway-testere, kommer til at smage lidt af hvert, når de skal afprøve og vurdere de mange takeaway-muligheder, og spørger man Just Eat, er det ikke hvem som helst, der kvalificerer sig til jobbet.

“Det er et seriøst job som alle andre, og der medfølger selvfølgelig nogle forventninger og krav. Der vil være skæve arbejdstider og det forventes, at man har en god appetit. Og så er det selvfølgelig en god idé, at man møder på tom mave,” forklarer Carsten Boldt.